torsdag den 31. januar 2013

Kluddertegning

 
Jeg har den senere tid fået en tegnedille. Ikke fordi mine evner rækker til vellignende portrætter, men når det drejer sig om kludder/mønster-fugle kan det sagtens gå an. Jeg tegner først krusseduller op med en blyant. Derefter går jeg på jagt efter fuglene i tegningen. Jeg visker gerne enkelte streger ud. Derefter tegner jeg fuglene op med en sort sprittusch og giver dem forskellige mønstre.
 


 
Her har jeg blandet sort og grøn for at give lidt farve til tegningen.
Det næste projekt bliver at farve fuglene med akvarelfarve. Det kan lade sig gøre, da jeg altid bruger en sort vandfast sprittusch.
 
 


onsdag den 30. januar 2013

Mormors strikkepinde

Så har pigerne fået gave fra deres mormor. De har begge fået et sæt med hue og trøje til deres tøjhunde. Det er garnrester, der er fundet på loftet der rigtig kommer til sin ret. Min kære mor er hurtig med pindene, hvilket pigerne er rigtig glade for.
 
 

 
Ud over hue og trøje, fandt mormor et par gamle benvarmere. De blev hurtigt lavet om til et tubetørklæde. Det kan enten gå op over hundenes ører eller sidde rundt halsen.
 



Selvom farverne ikke lige matcher sammen tager pigerne imod tingene med kyshånd. De er glade for at have noget at vælge og skifte imellem.
 


søndag den 27. januar 2013

Tøj til pigernes tøjhunde

Vores piger fik disse kære hunde i julegave og straks vagte det et nyt behov - mere tøj til hundene.
Frem med symaskinen og i gang. Modellen er tegnet af fra den kjole som hundene havde på, da de fik dem.
 
Kjolerne er syet i filt. Det er dejligt nemt at arbejde i. Der er ingen kanter der skal tages hensyn til. På med kantebånd og pyntebånd og lidt velcro på maven.
 
Den yngste på 6 år var hurtig til at døbe den lyserøde kjole til ballet-kjole. Hun er selv udpræget prinsesse og går meget op i at tøj og farver skal matche.
 

Godt at mormor havde noget fint hvidt bånd at pynte med.

 

Den store pige på 9 er mere sportspige og er meget mere til lilla farver. De er stadig mere feminine end de såkaldte drengefarver, og ikke så rosenrøde som den lyserøde. Hendes hundekjole fik en lyselilla kant af satinbånd (og det gør jeg så nok ikke lige igen uden at bruge strygejern!)




 
Nu har vi så sat mormor på arbejde med strikkepindene. Hvor jeg er mest til symaskine og hækkelnål er hun fantastisk med strikkepinde. Garderoben er godt på vej til at blive udbygget.