mandag den 29. oktober 2012

Dukkesoveposer og tæpper til dukkehus

 
 
Med to tøser i huset, er der af og til brug for ekstra sengepladser til Shelly eller Sylvanian Family. Her kan jeg godt lide at arbejde i filt og med broderigarn. Jeg klipper filtet i de ønskede størrelser og syer det sammen med sting af broderigarn. Jeg synes det giver en flot kant til arbejdet.
 
Gulvtæpperne kan man også nøjes med at klippe med takkesaks. 
 
 
 
Soveposerne har fået lidt fyld i hovedpuden, og de er lavet så bredde, at der sagtens kan ligge to i samme pose. Inden soveposerne syes sammen, kan der også broderes forskellige ting derpå, som fx den lyserøde stjerne. 


lørdag den 27. oktober 2012

De kære Hamaperler

 
 
Så er bagepladen klar til at komme i ovnen. 180 grader midt i ovnen i 1-2 minutter. Hold godt øje med perlerne og tag dem ud, når de er flade. Husk at perlerne skal stå op på pladen.
 
 
 

 
 
Så er det bare med at få gang i nål og tråd. Jeg har købt elastiksnor ved Søsterne Grene. Jeg bruger også en nål uden spids, så er det lettere at styre. Herefter er det kun fantasien der sætter grænser og moden, der kan inspirere. Jeg er glad for det orange/røde armbånd. Det passer så godt ind i de brændte farver, som er så moderne nu. Det næste projekt må helt klart være at få lavet nogle øreringe af perlerne. 



fredag den 26. oktober 2012

Lygtetid


Så falder mørket tidligt over Danmark og det er tid til at tænde stearinlys.
Jeg har lavet lygter sammen med pigerne herhjemme.



Vi har brugt syltetøjsglas og servietter. De flade pensler fra Søstrene Grene er super gode til at arbejde i dekupagelak med. Penslerne er bløde og er derfor super gode til de sarte servietter.




Enkelte glas fik også sat perler på, mens lakken stadig var våd. Enkelte lygter fik også ståltråd rundt om øverst, så det er muligt at hænge dem op i træer eller buske.





lørdag den 20. oktober 2012

Kastanjetid

 
Så har vi været på kastanje-tur, til stor glæde for pigerne. Vi kender heldigvis et par gode steder, hvor vi ved, at vi er velkommen til at kigge forbi, og hvor vi er de eneste, der kommer for at samle. Det blev til en kæmpe pose, og så var det hjem og lave dyr.
 
 

For at lette det at lave hul i kastanjer, har jeg haft min kære far til at lave et bræt med søm igennem. På den måde kan mine piger (6 og 9 år) være meget mere selvkørende, når der skal laves hul til tændstikken. Min far var så beregnende, at sømmets størrelse passede til tændstikkerne, så det var slet ikke nødvendigt med lim. Det gjorde processen noget mindre svinende.




Jeg valgte at købe farvede tændstikker, for at give dyrene lidt kulør. Det vagte stor jubel! De farvede tændstikker har jeg købt hos nordform.dk



fredag den 19. oktober 2012

Så bliver der også spraymalet lysestager her

Så er jeg også hoppet med på dillen, og er begyndt at spraymale lysestager. Jeg har været en tur i genbrugsbutikker og har fundet lidt forskellige af slagsen.

Min erfaring er, at lysestager af kobber og messing er dyre at købe (ca. 20-25kr pr. styk) hvorimod nogle i keramik er væsentlig billigere (omkring 5kr.)


Først vendte jeg lysestagerne på hovedet, sprayede og lod det tørre.Derefter sprayede jeg dem, som de skulle stå. Jeg er glad for at arbejdet et sted, hvor jeg har mulighed for at arbejde med maling inden døre. Efterfølgende kan jeg se at lysestagerne i messing/kobber bedre holder farven, hvorimod de andre stager gerne vil skalle af. Jeg overvejer at give dem et par omgange til.


 
 
Så mangler jeg kun 10 forskellige andre farver. 

torsdag den 18. oktober 2012

Hæklet brødkurv eller???

Jeg har hæklet en brødkurv, eller det troede jeg at jeg gjorde! For da jeg var halvt færdig, blev den kapret at min yngste datter på 6 år. Hun mente selvfølgelig at det var en hue til hende, jeg havde gang i. Så selvfølgelig har jeg overgivet mig helt og holdent til hendes charme, og nu er huen så gjort færdig.




Opskriften til brødkurven alias hue er fundet på dropsdesign.dk Jeg har ikke lavet den så stor, som den skulle være, men opskriften kunne fint tilpasses alligevel.