lørdag den 17. november 2012

Gang i glasovnen

 
 
Så har jeg været en tur i garagen og har haft gang i glasovnen. Det er ikke så tit som jeg gerne vil, at jeg kan arbejde i garagen. Dog synes jeg, at det er et stort privilegium, at jeg kan arbejde med glas hjemme.
 
Nu nærmer julen sig med hastige skridt, så derfor står den på engle, stjerner og juletræer. Mht. til farver skal jeg tage mig sammen for at bruge andet end rød, hvid og grøn. Jeg har kastet mig ud i lyserøde stjerner og lille og orange er på vej. Jeg må indrømme at jeg godt kan lide stjernerne med farver på. Jeg har haft lavet en del helt klare, så der er min lyst ligesom styret. Så knald på med farven. 
 


mandag den 5. november 2012

Fuglemad



Så fik vi tid til at lave lidt fuglemad. Jeg brugte koglerne, som jeg samlede ind i juli måned. Bandt lidt rødt bånd i toppen. Derefter smeltede jeg svinefedt i en gryde, kom frø i og derefter blev det sat til afkøling. Ved den første kogle jeg lavede gik jeg for tidligt i gang. Det betød, at det mest kun var kernerne, der hang fast, og ikke så meget fedtstof. Efter at have ventet lidt gik det straks meget bedre med at få fedtstoffet til at blive ved koglen. Nu hænger de så sammen med vores hjemmelavede lanterner i vores troldhassel. 






søndag den 4. november 2012

Stemningsbilleder fra haven

 
Hvis jeg skal mene noget positivt om denne mørke tid, som vi går i møde, må det helt klart være muligheden for at tænde lys i haven. På trappen ved bagdøren står disse tre lygter, som vi fik lavet i vinterferien. Til de to sorte er der brugt servietter. Den orange er silkepapir. Alle lygterne har fået limlak, som skulle kunne holde til lidt vand. Planen med den orange lygte var, at der også skulle øjne og mund på, så det blev lidt græskar-lookalike, men det nåede vi ikke.
 
 
 
Vi har også haft gang i at skære græskar. Pigerne (6 og 9år) skraber kød+kerner ud og tegner ansigtet op med en sprittusch. Jeg skærer toppen af og skærer øjne og mund. Jeg laver også en markering i toppen og lige nedenunder, så jeg ikke skal stå og lede efter at toppen falder i hak, efter at vi har tændt lys. Jeg skal bare få de to prikker til at være samme sted. 


 
 
Ud over ved bagdøren er der også hængt lygter i vores troldhassel i forhaven. Jeg har viklet lidt ståltråd omkring og sørget for at hanken er så stor, at den kan komme ind over grenene.