lørdag den 17. november 2012

Gang i glasovnen

 
 
Så har jeg været en tur i garagen og har haft gang i glasovnen. Det er ikke så tit som jeg gerne vil, at jeg kan arbejde i garagen. Dog synes jeg, at det er et stort privilegium, at jeg kan arbejde med glas hjemme.
 
Nu nærmer julen sig med hastige skridt, så derfor står den på engle, stjerner og juletræer. Mht. til farver skal jeg tage mig sammen for at bruge andet end rød, hvid og grøn. Jeg har kastet mig ud i lyserøde stjerner og lille og orange er på vej. Jeg må indrømme at jeg godt kan lide stjernerne med farver på. Jeg har haft lavet en del helt klare, så der er min lyst ligesom styret. Så knald på med farven. 
 


mandag den 5. november 2012

Fuglemad



Så fik vi tid til at lave lidt fuglemad. Jeg brugte koglerne, som jeg samlede ind i juli måned. Bandt lidt rødt bånd i toppen. Derefter smeltede jeg svinefedt i en gryde, kom frø i og derefter blev det sat til afkøling. Ved den første kogle jeg lavede gik jeg for tidligt i gang. Det betød, at det mest kun var kernerne, der hang fast, og ikke så meget fedtstof. Efter at have ventet lidt gik det straks meget bedre med at få fedtstoffet til at blive ved koglen. Nu hænger de så sammen med vores hjemmelavede lanterner i vores troldhassel. 






søndag den 4. november 2012

Stemningsbilleder fra haven

 
Hvis jeg skal mene noget positivt om denne mørke tid, som vi går i møde, må det helt klart være muligheden for at tænde lys i haven. På trappen ved bagdøren står disse tre lygter, som vi fik lavet i vinterferien. Til de to sorte er der brugt servietter. Den orange er silkepapir. Alle lygterne har fået limlak, som skulle kunne holde til lidt vand. Planen med den orange lygte var, at der også skulle øjne og mund på, så det blev lidt græskar-lookalike, men det nåede vi ikke.
 
 
 
Vi har også haft gang i at skære græskar. Pigerne (6 og 9år) skraber kød+kerner ud og tegner ansigtet op med en sprittusch. Jeg skærer toppen af og skærer øjne og mund. Jeg laver også en markering i toppen og lige nedenunder, så jeg ikke skal stå og lede efter at toppen falder i hak, efter at vi har tændt lys. Jeg skal bare få de to prikker til at være samme sted. 


 
 
Ud over ved bagdøren er der også hængt lygter i vores troldhassel i forhaven. Jeg har viklet lidt ståltråd omkring og sørget for at hanken er så stor, at den kan komme ind over grenene. 



mandag den 29. oktober 2012

Dukkesoveposer og tæpper til dukkehus

 
 
Med to tøser i huset, er der af og til brug for ekstra sengepladser til Shelly eller Sylvanian Family. Her kan jeg godt lide at arbejde i filt og med broderigarn. Jeg klipper filtet i de ønskede størrelser og syer det sammen med sting af broderigarn. Jeg synes det giver en flot kant til arbejdet.
 
Gulvtæpperne kan man også nøjes med at klippe med takkesaks. 
 
 
 
Soveposerne har fået lidt fyld i hovedpuden, og de er lavet så bredde, at der sagtens kan ligge to i samme pose. Inden soveposerne syes sammen, kan der også broderes forskellige ting derpå, som fx den lyserøde stjerne. 


lørdag den 27. oktober 2012

De kære Hamaperler

 
 
Så er bagepladen klar til at komme i ovnen. 180 grader midt i ovnen i 1-2 minutter. Hold godt øje med perlerne og tag dem ud, når de er flade. Husk at perlerne skal stå op på pladen.
 
 
 

 
 
Så er det bare med at få gang i nål og tråd. Jeg har købt elastiksnor ved Søsterne Grene. Jeg bruger også en nål uden spids, så er det lettere at styre. Herefter er det kun fantasien der sætter grænser og moden, der kan inspirere. Jeg er glad for det orange/røde armbånd. Det passer så godt ind i de brændte farver, som er så moderne nu. Det næste projekt må helt klart være at få lavet nogle øreringe af perlerne. 



fredag den 26. oktober 2012

Lygtetid


Så falder mørket tidligt over Danmark og det er tid til at tænde stearinlys.
Jeg har lavet lygter sammen med pigerne herhjemme.



Vi har brugt syltetøjsglas og servietter. De flade pensler fra Søstrene Grene er super gode til at arbejde i dekupagelak med. Penslerne er bløde og er derfor super gode til de sarte servietter.




Enkelte glas fik også sat perler på, mens lakken stadig var våd. Enkelte lygter fik også ståltråd rundt om øverst, så det er muligt at hænge dem op i træer eller buske.





lørdag den 20. oktober 2012

Kastanjetid

 
Så har vi været på kastanje-tur, til stor glæde for pigerne. Vi kender heldigvis et par gode steder, hvor vi ved, at vi er velkommen til at kigge forbi, og hvor vi er de eneste, der kommer for at samle. Det blev til en kæmpe pose, og så var det hjem og lave dyr.
 
 

For at lette det at lave hul i kastanjer, har jeg haft min kære far til at lave et bræt med søm igennem. På den måde kan mine piger (6 og 9 år) være meget mere selvkørende, når der skal laves hul til tændstikken. Min far var så beregnende, at sømmets størrelse passede til tændstikkerne, så det var slet ikke nødvendigt med lim. Det gjorde processen noget mindre svinende.




Jeg valgte at købe farvede tændstikker, for at give dyrene lidt kulør. Det vagte stor jubel! De farvede tændstikker har jeg købt hos nordform.dk



fredag den 19. oktober 2012

Så bliver der også spraymalet lysestager her

Så er jeg også hoppet med på dillen, og er begyndt at spraymale lysestager. Jeg har været en tur i genbrugsbutikker og har fundet lidt forskellige af slagsen.

Min erfaring er, at lysestager af kobber og messing er dyre at købe (ca. 20-25kr pr. styk) hvorimod nogle i keramik er væsentlig billigere (omkring 5kr.)


Først vendte jeg lysestagerne på hovedet, sprayede og lod det tørre.Derefter sprayede jeg dem, som de skulle stå. Jeg er glad for at arbejdet et sted, hvor jeg har mulighed for at arbejde med maling inden døre. Efterfølgende kan jeg se at lysestagerne i messing/kobber bedre holder farven, hvorimod de andre stager gerne vil skalle af. Jeg overvejer at give dem et par omgange til.


 
 
Så mangler jeg kun 10 forskellige andre farver. 

torsdag den 18. oktober 2012

Hæklet brødkurv eller???

Jeg har hæklet en brødkurv, eller det troede jeg at jeg gjorde! For da jeg var halvt færdig, blev den kapret at min yngste datter på 6 år. Hun mente selvfølgelig at det var en hue til hende, jeg havde gang i. Så selvfølgelig har jeg overgivet mig helt og holdent til hendes charme, og nu er huen så gjort færdig.




Opskriften til brødkurven alias hue er fundet på dropsdesign.dk Jeg har ikke lavet den så stor, som den skulle være, men opskriften kunne fint tilpasses alligevel.

onsdag den 26. september 2012

Hæklet rund pude

 
Jeg har haft gang i hæklenålen og har kastet mig i lag med en rund pude. Den er hæklet i stangmasker og med farveskift for hver omgang. Jeg kører stadig i de blå farver udfra tanken om, at de hæklede puder, som jeg har gang i, gerne skulle passe sammen. Nu mangler jeg bare en rund monteringspude, så jeg kan få den rigtige størrelse på den hæklede del.
 
 

mandag den 20. august 2012

To mere til samlingen


Så har jeg været heldig igen, synes jeg selv. Jeg har fundet to dynebetræk mere til den blå samling. Jeg har også via den dejlige blogverden fundet flere gode ideer, som skal prøves af. Ud over at noget af stoffes skal trævles op, så jeg kan hækle/strikke af det, så har jeg på det sidste overvejet om noget af det skulle blive til puder. Jeg har en del lapper af 5x5cm liggende, men fandt så nogle billeder med lapper af 5x10cm. Den kombination skal da helt klart prøves.


torsdag den 16. august 2012

Hæklet pude #1


114,115,116...Jeg hækler små blomster på livet løs. Jeg skal bruge omkring 200 små blomster, og jeg har igen valgt de blå/brune/hvide nuancer. Opskriften er fundet på Hendes Verdens hjemmeside under hæklede puder. De har valgt at lave en pude med mange flere friske farver. Jeg har valgt de blå/brune nuancer for at få puden til at passe ind til de andre upcomming puder, som jeg har gang i. Blomsterne er hæklet i bomuldsgarn og hækelnål nr. 3. Selvom der skal mange blomster til, tager det kun omkring 3-5 minutter at hækle en enkelt blomst (alt efter om der er noget spændende jeg skal følge med i på tv). Så det er nemt lige at klemme en enkelt blomst eller to ind i dagligdagen.



Stoffet, som de mange blomster skal syes på, er fra Stof 2000. Jeg har ikke helt styr på den nøjagtige beskrivelse, men en eller anden form for uld er det. Det er godt tykt, så jeg er lidt spændt på når jeg skal til at sy de mange blomster på. 


Jeg valgte det lyse uld frem for et mørkeblåt, da der egentlig var flest blomster med lidt mørke farver. De kom til at forsvinde lidt, hvis baggrunden blev for mørk. Så valget faldt naturligt på den råhvide uld.

fredag den 3. august 2012

Genbrug af kataloger

På vores campingtur til Rinkenæs var  jeg et smut forbi Karen Marie Klip i Gråsten. Det er en butik jeg altid er rigtig glad for at besøge. Jeg bliver godt inspireret, og jeg får altid købt en dejlig portion nyt karton og skabeloner. Denne gang faldt jeg over denne søde model.


Jeg købte skabelonen, et prægeværktøj og dobbeltklæbene tape, og så var det bare med at komme i gang. Men hvad har det så med genbrug at gøre.

Jo, de små gaveæsker foroven er lavet ud af forsiden af forskellige kataloger. Her er det et sommerkatalog over Nordjylland, men alle halvhårde forsider kan bruges.


Jeg hjælper nogle gange til i en turistforening, og når jeg tænker på hvor mange forskellige kataloger og brochurer vi giver væk om ugen, må der helt sikkert være mange kataloger, der ligger og med tiden bare bliver smidt ud. Jeg kan også se størrelsen på den bunke, som vi nok ikke kommer af med inden sæsonen er forbi. Dem har jeg da helt sikkert en plan om at kapre, for så at bruge forsiderne til disse søde små gaveæsker.

Den sidste detalje, som jeg skal til at eksperimentere med er lukningen. Den nemme løsning, som også er genbrugelig, er dobbeltklæbende velcrobånd. Men nu må vi lige se hvad det bliver til.

søndag den 22. juli 2012

Loppefund og "hamstring" i Netto

Første "fund" er disse 4 hæklenåle. De er købt i genbrug til 5kr. for alle fire. Det synes jeg rigtig godt om, som nyopstartet hæklepige. Jeg har dog også investeret i en stor hæklenål (nr. 10), som jeg regner med at jeg skal hækle de store runde tæpper med.


Jeg var også lige en tur i Netto, hvor disse nøgler lå og kaldte på mig. De kostede kun 5kr. pr. stk, så det blev lige til to af hver farve.


Om aftenen skulle vi så spise ude, og helt tilfældigt var det i nærheden Netto, så ud over disse 6 nøgler, har jeg nu 6 mere. Jeg ved ikke helt hvad de skal blive til. Jeg har lidt en svaghed for billige kreating, selvom jeg ikke lige har ideen tænkt til ende, når købet bliver gjort. Men at blogge giver jo mange gode ideer, samtidig med, at det også er fedt at vise de færdige ting frem.

søndag den 15. juli 2012

Taske af bedstemorfirkanter.

Så spøger de kære bedstemorfirkanter igen. Denne gang i de lyserøde farver. Firkanterne er hæklet i bomuldsgarn og jeg har brugt hæklenål nr. 3. Mønstret til tasken er fra Drops Design. Tasken mangler en hank, men jeg er lidt i tvivl om den skal være lang eller kort.



Der skal bruges 13 firkanter, så det er en overkommeligt projekt at få færdigt. Firkanternes størrelse afgør selvfølgelig hvor stor tasken bliver.

fredag den 13. juli 2012

Klar til jul?

Så er det første skridt til juleforberedelserne taget. Jeg faldt over disse fine kogler og kunne ikke lade være med at tage en lille posefuld med hjem. Ikke fordi jeg i juli måned render rundt og laver de store juleforberedelser, men jeg har nu lært af erfaring, at det er en god idé at samle de fine kogler, når de falder af grantræerne i juni/juli, i stedet for at vente på jul, hvor de ikke er til at finde, når man skal bruge dem.




Så hermed en hyggelig opfordring: Så skynd dig ud i naturen og find de store flotte kogler nu, og gem dem så til december, hvor de for alvor skal bruges.

tirsdag den 10. juli 2012

Flere ørestikkere

Så har jeg igen haft fat i perler, lim og ørestikkere. Denne gang er det ene par lavet af pompoms. Nogle udaf knapper og resten er lavet af glasperler, som er smeltet i glasovnen. Jeg er stadig vild med knapper, og elsker at lave dem om til øreringe, halskæder mm. Det fedeste er at finde et helt syltetøjsglas fyldt med knapper i en genbrugsbutik. Det fedeste ved glasperlerne er, at de ikke er så store, og fåes i mange klare og frisk farver.