lørdag den 16. februar 2013

Udklædning til fastelavn

Her er så årets resultat for fastelavn endelig kommet på computeren, så billederne kan komme videre til bloggen.

Den yngste pige ville være supermand-pige, så det blev straks indkøbt. Værre gik det med den store pige. Jeg kom til at foreslå hende at være en æggemad, og hun sagde straks ja. Tja, så hængte jeg jo på den, og dermed skulle en plan lægges.

Stof2000 blev min redning. Jeg indkøbte en skummadras på 0,5 x 2 meter. Den passede perfekt, da den kun var 3cm i dybden. Derefter 2,5meter fleece til selve rugbrøden. Den valgte jeg at sy som et "pudebetræk", så ikke noget med hverken lynlås eller velcro osv.




Til æggene købte jeg hvidt og gult satin og samtidig noget strygefliseline til at holde sammen på det hele. Det blev fint strøget på, og ikke noget med at vende det forkert, så hele strygejernet var limet til. Og det endda på trods af, at det var en af de første gange jeg skulle arbejde med det.


Til sidst skulle der syes karse på. De havde det perfekte stof, som var grønt og langhåret. Det fnullede en del, da det skulle syes på, men jeg synes det gav prikken over i'et.




Det færdige resultat med bindebånd i toppen og velcro i siden. I tillæg hertil skal jeg lige sige, at der er lavet to stykker rugbrød, så derfor var der brug for at binde de to rugbrøds-sider sammen.

søndag den 3. februar 2013

Små gaveæsker

 
Jeg har haft gang i at lave små gaveæsker af forskellig form og farve.
Jeg var så heldig at komme forbi Karen Marie Klip i Gråsten før jul og kunne selvfølgelig ikke lade være med at bruge en lidt penge (nok en lille underdrivelse) på karton og skabeloner. Men hvor er jeg glad for min investering.
 


Jeg købte tre forskellige skabeloner, og skulle virkelig behærske mig for ikke at købe flere med hjem. Derud over kunne man købe 10 ark karton for 10kr. Der måtte jeg selvfølgelig investere i op til flere forskellige slags. Både røde, blå og andre mere neutrale farver.
 


Så var det bare med at komme i gang med stiftblyant (til at ridse foldekanten og ellers tegne op med), saks og dobbeltklæbende tape.
 



Så er lageret fyldt lidt op igen og jeg er nu klar til at angribe indpakningen af diverse små gaver med en hurtig løsning. Det er altid rart at være lidt på forkant, hvis det kan lade sig gøre.